tirsdag den 11. december 2012

Hygge i decemberkulden






Der var lørdag den 1. december inviteret til decemberhygge i Langkærparkens Fritidsklub "Hyggeren", og kælderlokalerne på Torstilsgårdsvej 36 blev hurtigt fyldt til bristepunktet med børn og unge. Det duftede af æbleskiver og gløgg - og bordene var dækkede med slikskåle, mandariner og saftevandskrus. Både børn og voksne fremtryllede flotte juledekorationer og klippede i glanspapir, så "hyggeren" summede snart af kreativ leg.

Det er ikke tilfældigt at denne første dag i december blev både hyggelig og kreativ for dagen var arrangeret af frivillige kræfter fra de to fritidsklubber "Hyggeren" og "Den kreative" - støttet af afdelingsbestyrelsen i Langkærparken. Det var tydeligt at de aktive i fritidsklubberne var vant til at afholde arrangementer, og selvom 140-150 deltagere var flere end umiddelbart forventet så forløb dagen helt perfekt. 

Arrangementet blev så stor en en succes, så det allerede er planlagt at gentage det næste år når decemberkulden sniger sig ind på os igen. Vi håber så at det kommende aktivitetshus står klar til at rumme begivenheden.
En stor tak til de hyggelige og kreative kvinder fra de to deltagende fritidsklubber som stod for arrangementet.